Til dem, der arbejder med sorte glasurer: har du nogensinde stødt på dette problem?
Brænding ved samme temperatur, i samme ovn, men dine færdige stykker ser matte og mørkere ud med svagere glans sammenlignet med andre. Din kunde sender billeder med to plader side om side. Din glasur ser fin ud i sig selv, men den taber sig, når den først er placeret ved siden af referenceprøven.
Din første tanke er nok: "Kan der være noget galt med mine råvarer?"
Før du skynder dig at udskifte dine materialer, lad os gennemgå et rigtigt casestudie.

I sidste måned kontaktede en kunde, der formulerer sort glasur, mig:
"Hjælp mig venligst med at gennemgå denne formel. Den kommer altid diset ud. Vi fyrer langsomt ved 1260 grader med en næsten 10-timers cyklus, men glasuren når aldrig en lys finish."
Efter at have gennemgået hans formel, opdagede jeg en typisk rodårsag. Det var ikke en råvarefejl – calciumindholdet var for højt.
I dag nedbryder jeg denne sag. Jeg vil ikke dele den nøjagtige formel, kun de underliggende principper og praktiske justeringer, som jeg håber vil være nyttige for dig.

Del 1: For meget calcium fører til naturlig mat glasur
Mange formulerer tilføjer store mængder calcit for at sikre tilstrækkelig smeltning til sorte glasurer. Calcit er overkommelig og en effektiv flux. Men de færreste er klar over, at overdosering af calcit naturligt skubber glasuren mod en mat tilstand.
Hvorfor? Ved høje temperaturer reagerer calcium med silica og danner anorthitmikrokrystaller. Disse små krystaller spreder lys inde i glasurlaget og skaber en effekt, der ligner frostet glas.
I denne kundes formel blev calcit doseret med 12 dele plus 5 dele wollastonit (en anden calciumkilde). Det totale CaO-indhold oversteg 10%. Under hans affyringsplan: langsom affyring ved 1260 grader plus forlænget afkøling var anortitkrystallisering næsten uundgåelig. Dette var hovedårsagen til den vedvarende uklare, lavglansoverflade, ikke råmaterialesvigt.
Justeringsforslag: Reducer calcit til omkring 6 dele. Wollastonit kan bibeholdes, da det giver mere stabil calciumfrigivelse. Skæring af calcium omtrent i halve reducerer risikoen for uønsket krystallisering betydeligt.
Del 2: For høj viskositet ved høj temperatur forhindrer udjævning og sløver glans
Kvarts fungerer som skeletfasen. For lidt kompromitterer slidstyrken, mens for meget øger smelteviskositeten markant. Viskositet beskriver, hvor tynd eller flydende glasursmelten er ved brændingstemperatur.
Hvis smelten er for tyktflydende, opfører den sig som tyk gylle. Det kan ikke jævne ud jævnt, og indespærrede bobler kan ikke undslippe helt. Den færdige overflade udvikler fine appelsinskal-teksturer. Ripples vises under sidebelysning, hvilket forårsager lysspredning og reduceret glans.
I denne kundes formel blev kvarts sat til 18 dele med 8 dele lermaterialer. Alumina fra ler er også en stærk viskositetsforstærker. Den kombinerede effekt drev glasurens viskositet betydeligt op. Selv ved 1260 grader havde glasuren ikke tilstrækkelig tid til at udjævne sig, hvis holdetiden var utilstrækkelig.
Justeringsforslag: Sænk kvarts til 12 dele og ler til 4 dele. Reduceret viskositet muliggør korrekt udjævning af den smeltede glasur.
Del 3: Utilstrækkelig frittefyldning øger ikke glansen
Frit er forsmeltet glas. Dens kernefunktioner er at sænke smeltetemperaturen og forbedre overfladeglansen.
En belastning på kun 10 dele er alt for lav til at levere meningsfulde forbedringer til det overordnede glasursystem. Hvis den valgte fritte også indeholder høj bor eller aluminiumoxid, vil problemet forværres.
For sorte højglansglasurer tegner fritte sig typisk for 20-25 % af formlen for at blive den dominerende flux. Feldspat, kvarts og ler tjener som bærende komponenter. I hans tilfælde var feldspat hovedfluxen, mens fritte kun spillede en mindre, sekundær rolle.
Justeringsforslag: Hæv frittedosis til 25 dele. Erstat den fjernede feldspat og kvarts med fritte. Højere fritteindhold reducerer den nødvendige smeltetemperatur og forbedrer glansen.
Del 4: Mindre detaljer, der også påvirker glansen
Sorte keramiske pigmenter har ofte grovere partikelstørrelser. Uden forfræsning eller tilstrækkelig kuglefræsning forbliver grove pigmentkorn suspenderet i glasuren, der fungerer som indlejret korn. Efter brænding forårsager udsatte korn diffus lysreflektion og trækker glans ned.
Kunden delte ikke sine data om fræsning, men jeg har set dette problem utallige gange. Forkortelse af kuglefræsning fra 10 timer til 8 timer, med kun en stigning på 0,3 % i rester på 10.000-mesh sigten, kan skabe et mærkbart fald i glansen.
Justeringsforslag: Formal sorte pigmenter separat. Mål sigterester under 0,1 % på 10000-mesh sigten. Hvis sort farvetæthed opfylder dit krav, kan du også teste at reducere pigmentdoseringen til 6 dele.
Del 5: Holdetiden er kritisk under affyring
Jeg rådede ham også til at verificere holdetiden ved 1260 grader - minimum 20 minutter anbefales.
Alle formeljusteringer vil give begrænsede resultater, hvis holdeperioden er for kort.
Efter implementering af disse fem sæt ændringer blev glasurens glans væsentligt forbedret, og kunden bestod kvalitetsgodkendelsen.
